Historien

Den 12. december 1988 kl. 11.30 lød de første toner på Airport FM 103,4 fra senderen på toppen af vandtårnet på Løjtegårdsvej.

Første nummer var Bill Withers med Lovely Day og Jens Kristian Steen var den første stemme i æteren.

Stationen blev i starten drevet fra lokaler på Saltværksvej. Disse blev senere udskiftet med for den tid moderne faciliteter og studier på Tårnbygårdvej.

Det er nu 30 år siden jeg var med til at starte en kommerciel lokalradio på Amager efter at socialdemokraterne satte sig tungt på det daværende Radio Amager.

Radio Airport FM var en konsekvens af den magtkamp om de lokale medier der foregik i 1980'erne med socialdemokraterne i front.

Torsdag den 12. december 2018 kunne vi så fejre 30 året for starten på Airport FM, og det blev et glædeligt gensyn med de lidt forandrede ansigter fra den tid.

Det kunne nu have været sjovt at lytte til hvad Airport FM var blevet til, hvis radioen ikke var blevet solgt til Uptown FM, og stadig var i æteren - men sådan skulle det jo desværre ikke være.