Jørgen Krabbenhøft

Et medley af 60'ernes mange ikoniske popnumre, herefter den karakterfyldte lyd af Jørgens stemme i æteren over Amager og København, og radioens mest aflyttede udsendelse var i gang lørdag eftermiddag. De 1 ½ time hver lørdag var fyldt med livsglæde, og pudsige indslag fra en periode, som Jørgen var dybt involveret i.

Jørgens fortid som frontfigur for succesgruppen Hitmakers, og ikke mindst hans store netværk i branchen, bragte mange koryfæer til studierne i Tårnby. Specielt husker skribenten en lørdag eftermiddag med Peter Belli, som medvært, det var en udsendelse, som jeg i dag gerne ville kunne publicere på siden.

Som langt de fleste studieværter på Airport FM blev udsendelsen leveret af lyst og uden betaling, men med en gejst, som bliver husket på Amager.

Til dagligt ernærede Jørgen sig som ejer af legendariske Cafe Lindevang pà Frederiksberg. Cafeen er i dag afhændet til anden side, og Jørgen nyder sit otium.